Samarbejde efter skilsmisse

Det kan godt lade sig gøre, at være gode forældre selvom familien er splittet og mor & far ikke længere er kærester. En skilsmisse er ofte smertefuld, de ved de fleste der har prøvet det – og når smerten blænder, så glider fornuft og prioriteter naturligt lidt ud… Det sker, fordi rationalitet og smerte sjældent går hånd i hånd. Er børnene kommet i klemme – eller for at undgå det sker, vil jeg absolut anbefale et par møder med forældresamarbejde som overskrift. Jeg inddrager gerne børnenes perspektiv – og hvis vi vurderer, at børnene kan have glæde af at deltage i et par møder, er de meget velkomne!

Hvad med børnene?

Ved skilsmisse søger vi forældre ofte juridisk bistand med det formål, at få bekræftet hvor hver part står, i forhold til rettigheder og økonomi. Men, det er mindst lige så vigtigt – om ikke vigtigere – at få børnesagkyndig rådgivning. Børnene skal helst skånes så meget som muligt og konflikten skal holdes i voksenhøjde. Børn reagerer forskelligt på forældres skilsmisse, det afhænger dels af barnets psyke men også af hvordan vi som forældre håndtere børnene, samtidig med at vi står midt i en livskrise.

Som børnerådgiver er det min fornemmeste opgave, at belyse barnets perspektiv og guide til den bedste løsning. Dette er jeg kurseret i via min årelange ansættelse på Børns Vilkår, hvor der er høje krav til altid at følge alle opdaterende kurser omkring bl.a Forældreansvarsloven, Serviceloven, Familieretshuset, skilsmisseguides, barnets trivsel, skolefravær, samvær mm – hvilket er en stor passion for mig.