Har han været mig utro?

  • Post author:
  • Post category:Brevkasse
  • Reading time:5 mins read

Kære Marie
Jeg er en ung mor på 24 år, der sammen med min kæresten gemmen 4-5 år har 2 børn. Jeg er bange for om han har været mig utro.

Vi flyttede fra hinanden i 4 mdr, og de første to mdr så vi ikke hinanden. En dag hvor vi skulle til at have sex, fik jeg en stærk mavefornemmelse af at han havde været sammen med en anden. Jeg ender med at skubbe ham væk – vi bliver uvenner og vi ses ikke i en uges tid måske to. Vi ender alligvel med at have sex efterfølgende, hvorefter jeg så oplever at dufte anderledes. Jeg spørger igen om han har set en anden, hvortil han svarer nej. Jeg tænker ikke mere over det, og vi kærester videre. Vi beslutter i det nye år at flytte sammen igen. I december oplevede jeg en del blødninger i forbindelse med sex, og tog derfor til lægen i starten af året. Der var umiddelbart ikke noget galt, men bliver samtidig tjekket for klamydia. Hvor jeg siger det ikke er nødvendigt da jeg var i fast forhold. Jeg blev alligevel enig med lægen om, at lade mig tjekke, nu hvor der var 2 mdr vi ikke så hinanden.

Dagen efter ringer lægen, og som et chok får jeg at vide at jeg har klamydia. Jeg er blevet testet negativ for klamydia tidligere i forbindelse med graviditeter og spiraloplægning osv. Jeg er ikke blevet testet i 2017 og 2018, men jeg har heller ikke været sammen med andre end min partner. Han siger han heller ikke har været sammen med andre, men alligevel fortæller han, at han fik 2 piller mod klamydia af en kammerat? Jeg tænker bare, hvorfor? Derfor mener han at han burde være clean og det er mig som har smittet. Vi skændes meget om det. Vi ender med at tage antibiotikaen og blive enige om, at vi aldrig skulle snakke om det igen, og stadig er et par. For jeg ved, at jeg ikke har været utro, og han siger det samme. Han virker meget overbevisende, og jeg har valgt at tro på ham – ligesom han har valgt at tro på mig.

Jeg har dog stadig mine tvivl! Kan han have haft klamydia fra før vi fandt sammen, men først har smittet mig nu? Det skal lige siges, at han ikke er blevet testet, fordi mine har været negative. Kan klamydia smitte på andre måder end sex? Fx i solcentre, hvis man ikke vasker fingre før onani osv? Kan der være en anden årsag end utroskab?? Hvis der ikke findes andre måder, så ved jeg han har været sammen med en anden.

Kære dig
Tak for din mail, som jeg har læst igennemet par gange. Jeg forstår godt at du er usikker, for ud fra hvad du fortæller, så tyder det jo desværre lidt på, at du har ret. Jeg er ikke læge og jeg ved reelt ikke, om han kan have fanget det på et toilet eller om det kan komme snigende på anden mystisk vis. Mit bedste råd til dig er, dels at tale med din læge – spørg din læge om det kan overføres via andet end sex og ligeledes om det kan “gemme sig” før det bryder ud. Søg klinisk svar, for det vil skabe en bedre ro i dit sind. Ligeledes råder jeg til, at du skal mærke godt efter, og beslutte om du vil være i det forhold I har. Kan du tilgive et eventuelt sidespring? Kan du se det som et “bump på vejen”? Lyt til hvad din krop fortæller dig. Hvis det er ham du ønsker, hvis det er ham du vil leve med, så kan du vælge at slippe din mistro, slå en streg over det, og se fremad. Kun fremad. Det er svært, for det kræver at du parkerer din tvivl et hemmeligt sted, et sted på en høj hylde, hvor du ikke kan nå. Du må ikke gå og vente på, at det bliver ok, for det gør det sjældent. Det kræver en aktiv beslutning fra din side, baseret på et valg du tager.

Jeg er ked af, at jeg ikke kan afklare for dig hvorvidt det kan smitte på anden vis. Uanset hvad, så synes jeg du skal tage en snak med dig selv, kig på jeres forhold, og hvordan dit liv skal se ud. Det er dig der skal leve i det, lyt indad, og mærk efter hvad der føles rigtigt for dig. Jeg er personligt overbevist om, at vi mange gange selv kender svaret. Vi tør bare ikke altid erkende det. Men jeg ved også, at livet ikke er en lang dans på velduftende blomster. Vi kan beslutte os til meget – så hvis du vælger at parkere den og se fremad, så gør endelig det. Følg dit hjerte <3
Kærlig hilsen
Marie