Jeg er flere gange blevet spurgt hvordan det er, at arbejde som parterapeut, når nu jeg selv er skilt? “Kan man godt det? Ja det kan man godt. Meget vel faktisk! Selvom det er omkring 16 år siden at jeg selv blev skilt, og det ikke som sådan farver min tilværelse længere, kan jeg tydeligt huske hvordan det var. Eller, en slags skilt, for vi blev faktisk aldrig rigtig gift.

Man siger jo, at tandlægens børn også får huller i tænderne – og frisøren også skal klippes. Og som jeg ser det, gør det ikke noget. I min optik har jeg, udover min faglighed og terapeutiske erfaring også et personligt know-how, som jeg ser som en slags gave, der kan være svær at læse sig til. Jeg ved hvad der er på spil når familielivet trues, og det giver kun godt til den dynamik jeg sidder i, når det handler om at skabe en god kontakt, en god tillid og en oprigtig empati, med de familier jeg har i hænderne.

Vi købte hus, fik barn og han friede med smuk ring og søde ord. Jeg sagde ja og græd af lykke. Men som tiden gik, var der noget der ikke fulgte med. Jeg havde alle rammer for et lykkeligt liv. Vi havde købt et smukt gammelt hus på landet, som vi selv renoverede. Alt i det hus var vores valg, og vi var aldrig uenige om hverken farver eller andet åndsvagt. Imens vi byggede rede, fik vi ønskebaby. Og da vi fik baby, var min barselsgave, at blive friet til. Det foregik på hospitalet, efter 24 timer i fødsel. Jeg sagde selvfølgelig ja, og kunne høre fuglene synge både dag og nat i den næste tid. Jeg husker det, som var det igår. Men det forsvandt… Fuglesangen forsvandt. Jeg savnede følelsen, savnede lyden af fuglekvidr og jeg ledte og ledte. Kiggede i alle kroge, løftede alle puder og tæpper, tømte alle skabe & skuffer, gik lange ture og ledte i alle små afkroge af bjerg og dal – men jeg kunne ikke finde det. Jeg kunne ikke finde den følelse man skal have, når man er lykkelig. Jeg var åbenbart ikke lykkelig(?) og det var vanvittigt frustrerende, for helt ærligt, hvor utaknemmelig kan man lige være?! Jeg havde det yndigste lille hus på landet, den sødeste lille baby og en arbejdsom succesfuld mand, der gjorde hvad han kunne, for at passe sin familie. Det eneste han ikke kunne passe, og som han måske i virkeligheden heller ikke vidste trængte til pasning, var det savn jeg følte. Et savn jeg ikke kunne italesætte, for jeg vidste ikke hvor jeg skulle placere det.

Dengang var parterapi, og terapi generelt, ikke så brugt som det er nu, hverken klinisk eller terapeutisk – så det var ikke vores første tanke, ligefrem at tale med nogen – selvom jeg er sikker på, at det ville kunne ha’ afklaret en del af mine spørgsmål. I øvrigt er jeg stadig af den overbevisning, at vi begge troede, at det nok bare var mig der midlertidigt var lidt gak.

Jeg følte mig overvældet af en form for angst, der ikke kunne forklares, og jeg var på ingen måde mig selv. Desværre var der ikke rigtigt fokus på angstreaktioner efter komplicerede fødsler, og eftersom jeg ikke græd hele tiden, var jeg ude af lægernes fødselsdepressions-radar. Så det måtte gå i sig selv undervejs – og det gjorde det også, men det tog edder hakmar lang tid! Og i den tid, var jeg absolut ikke nogen superwoman. Jeg vidste ikke op eller ned, og en dag jeg havde været oppe at handle i vores lokale supermarked, kunne jeg ikke finde hjem. Jeg kunne ikke huske hvad vej jeg skulle køre. Jeg vidste ofte heller ikke om jeg var sulten eller tørstig, hvilket gjorde, at jeg hurtigt tabte mine graviditetskilo – men så havde jeg da det, som succesfølelse.

Det eneste jeg sådan rigtigt mestrede, var at være mor. Det var en kæmpe gave. Jeg blev hel som mor. Men udover det, følte jeg mig pænt lost.

I de næste par år, smuldrede nærværet. Måske blev jeg en anden undervejs – måske blev jeg væk – måske gjorde han. Vi så ikke hinandens savn. Det var svært. Ikke udenpå. Men indeni. Han gjorde, som jeg husker det, hvad han kunne for at tage ansvar for vores hus og økonomien og haven og grillen og bilerne og ikke mindst, alt det jeg ikke havde overblik over. Ikke, at det var min skyld det hele – men jeg bærer et fornuftigt ansvar, for jeg lukkede mig. Ikke fordi jeg havde lyst, men fordi jeg ikke kunne andet. Og hvis sådan en adfærd får lov at trille som en snebold ned af bakkeskråning, så splittes man som par. Vejene vinkles væk fra det parallelle, og selv den mindste lille grad af afvigelse bliver større og større jo længere ud af aksen den kommer. Hvis ikke man finder en bro (opsøger en parterapeut) (eller skaber en selvbygget bro) der forbinder de to afsporede menneskers veje, så skilles man. Billedligt talt. Og ja, det ku’ også ske for mig, for jeg er jo bare et menneske. Et klogere menneske end dengang, absolut – men hvis kærligheden brister, hvis vinklen bliver for vid eller den ene trækker sig og lukker af, så er man desværre sat relativt skak. Og dét uanset køn, vægt, uddannelse, doktorgrad eller andet målbart.

Jeg var ikke parterapeut i start 00-erne, da mit eget ægteskab brast. I wish I were, for så havde jeg måske kunne genkende nogle mønstre. Måske havde jeg kunne gøre noget anderledes – men sådan gik det ikke. Og det gør faktisk ikke noget, for den bog er lukket og vi er begge velfungerende hver for sig, med sunde glade børn og nye lykker.

Det vi skal huske er, at tale sammen. At se hinanden. At turde stole på hinanden. At nyde det gode. Værdsætte det vi har, og som Hella Joof siger, at drysse glimmer på. Vi skal elske alt hvad vi kan. Og vi lærer jo alle sammen lidt undervejs – også parterapeuter ❤️

[contact-form][contact-field label=’Navn’ type=’name’ required=’1’/][contact-field label=’Email’ type=’email’ required=’1’/][contact-field label=’Kommentar’ type=’textarea’ required=’1’/][/contact-form]