Velkommen 2017!

Denne klumme er ret personlig, men jeg skriver den alligevel – for virkeligheden er jo andet end succes, selfies i gode vinkler og lykke med chokoladekrymmel på. Blandt andet har mit 2016 ikke været udelukkende fantastisk. Noget smertefuldt drillede i min mave – og i april var jeg igennem en operation, som jeg naivt forestillede mig ville forløbe relativt uproblematisk. Jeg vidste godt, at det ikke var bare-lige-sådan, at fjerne en livmoder. Jeg anede ingenting om, hvor slemt det kunne være! På jobbet meldte jeg, at jeg var væk i ca. 2 uger efter operation, og i den tro gik jeg, så raskt jeg kunne, ind i det! Men jeg var bange. Jeg græd hele vejen ned til operationsstuen (som man selv skal gå ned til), iført min mors røde morgenkåbe og alt for store sutsko, imens jeg fulgte den blå streg i gulvet – og trods kirurgen forinden højt & helligt havde lovet, at passe særligt godt på mig, hørte jeg alligevel (imens jeg rystende græd af angst) narkoselægen (på 23 år) sige “Nåååh MariA, skal vi se at få dig bedøvet”. Det gjorde edderhakmar ikke noget godt for min ydmyge, sårbare position på operationsbordet (uden beroligende præ-medicin) at “manden/drengen” ikke vidste hvad jeg hed! Læs dog på journalen hvad din patient hedder, inden du slynger et forkert navn ud! Spade!

Under forløbet var der nogle kirurgiske komplikationer som krævede meget af min krop og meget af kirurgen velsagtens, så operationen tog væsentlig længere end forventet – og jeg vågnede op fra narkosen opløst i gråd. Min mor var der, hun holdt mit hoved og aede mit hår. Jeg græd og græd og græd, og det blev jeg ved med i flere uger, faktisk i flere måneder. Det viste sig, at min krop ikke ville af med min livmoder, og, at de havde skulle bakse virkelig meget med andre organer, for at få den opereret fri. På forunderlig vis, trods dyb narkose (lagt af spade-narkoselæge der ikke vidste hvad jeg hed, og i øvrigt heller ikke kunne finde ud af at lægge drop i min lille bløde barnehånd, uden at smadre det hele) oplevede min sjæl alt hvad der foregik, så jeg vågnede op i sorg. Jeg græd dag efter dag, og det stoppede ikke. I mig, føltes alt forkert. Alt! Omkring mig var et brusende hav af usagte forventninger om, at det snart gik i sig selv, samtidig med, at smukke blomster fra søde veninder blev sendt fra nær & fjern. Alle ønskede at jeg fik det bedre. Men det blev bare ikke bedre. Jeg ventede og ventede, og græd og græd, men ingenting skete. Smerten i min mave ville ikke fortage sig, og smerten i min sjæl var ude af min kontrol. Jeg var i krise både kropligt og følelsesmæssigt og jeg rakte ud efter den ene læge efter den anden. Spurgte dem hvorfor det fortsat gjorde så ondt i min mave. Var det ikke meningen, at det skulle fortage sig? I sagde jo der ville gå ca. 2 ugers tid..! Der er gået 8, og jeg kan stadig ingenting. Hjælp mig! Spurgte dem hvorfor jeg var så ked af det? Hvorfor det ikke gik over? Og hvorfor var der ingen der gjorde noget?!

End-e-lig var der en læge på 1813 der gennemskuede, at der var noget kirurgisk der ikke var udført korrekt. Hun sendte straks en ambulance og jeg kom babu ind og fik hurtigt konstateret, at de ikke have syet det inderste af min bugvæg ordentligt (lægen der scannede mig spurgte i øvrigt om jeg kunne være gravid) (NEJ DET KAN JEG IKKE, for jeg er her pga komplikationer efter ex af livmoder) (LÆS nu for helvede hvem I har med at gøre!) Arhmen altså…

Scanning viste et sutur-brok, som det vist hedder. Altså noget var ikke syet korrekt sammen. De havde glemt at sy. Min søde lille mave var delvist u-lukket, noget inden i gabte og skabte en lomme hvor andre organer kan komme i klemme. Arhmen for helvede… Kom nu!

KLART, at det gjorde ondt. Og en kæmpe KATASTROFE, at det tog over 8 uger før det blev opdaget, for jeg havde ikke lavet andet end at række ud efter hjælp.

Min tillid til det offentlige er desværre lige nu ikke-eksisterende og tanken om, at det er dér jeg skal henvende mig fremtidigt, er stærkt bekymrende. De har haft alle muligheder for at opdage, at der var noget galt. Jeg har henvendt mig mindst én gang om ugen, ofte flere. Jeg har taget den ene selvbetalte taxa efter den anden til læge og hospital, fordi jeg ikke selv kunne hverken gå, stå eller køre bil – og er blevet undersøgt gang på gang, men aldrig dér hvor jég mente det var galt. Jeg blev ellers ved med at pege og sige præcis hvor det gjorde ondt. Ingen lyttede. Ingen!

Jeg ville ønske, at nogen havde fortalt mig forinden, at der kunne være den slags komplikationer. At det kunne tage lang tid at komme sig. At ikke alle var ovre det på vupti 2 uger. Efterfølgende har jeg fået fortalt, at det sagtens kan tage år før kroppen er sig selv igen. Åh Gud hvor ville jeg ønske, at jeg havde vidst det inden. At jeg havde vidst, at 2 uger på ingen måde var realistisk. At ikke alle reagerer ens, og ikke alle organer er lige ivrige for at blive skåret ud af kvindekroppen. Og, at ikke alle sjæle sover lige tungt imens det kirurgiske står på. Min sjæl var lysvågen og den oplevede hvert sekund!

Jobbet/min chef, i børnepsykiatrien på et offentligt hospital, forstod heller ingenting af min “halte formåen”. Ikke fordi de ikke ville, men fordi det offentlige jo er lagt ned af besparelser, manglende kompetente ledere (undskyld, men..!) og et utal af personaler, der pisker rundt i et ukristeligt tempo for at nå bare halvdelen af, hvad de “burde”. Det fungerer ikke og der var ikke plads til, at jeg var “halt”. Jeg kunne, med en u-syet bugvæg, dårligt gå på benene, og min sjæl var så flosset at jeg ikke kunne huske hvad jeg selv hed. Mit syn kom og gik, alt efter belastning og smerter (til både glæde og bekymring for dem jeg prøvede at skrive sms’er med) – og jeg kunne på ingen måde matche de krav der var til mig i et regi, hvor selv sunde, raske, ikke-opererede kolleger knækkede grædende sammen, en efter en. Det blev for meget for min chef, at jeg ikke kunne løbe i hendes ønskede tempo, og det var for meget for mig. Men jeg skulle lige have med, til et fælles afdelingsmøde hvor vi på vanvittig vis blev presset yderligere, at føle sådan en afmagt, at jeg, under mødet, kastede op i en skraldespand, før jeg indså, at jeg var gået langt langt langt over egne grænser. #sygemelding! #fratrædelsesaftale! #luft! #lytdogtildigselvkvinde!

Der kan ikke re-opereres, de er bange for om det gør det værre at åbne igen – så jeg har fået lov til at lære at leve med smerten og mærke efter i et års tid. Hvis det ikke blir’ bedre, må jeg henvende mig igen. Tak for det!

2017
Vi dansede ind i dig i gode venners selskab, med god mad i maverne, penge i bh’en, champagne i glasset, teenagere sendt afsted til abefest, glade børn på rulleskøjter og knus & kram. Det var en god start og jeg ønsker mig, at du bliver mindre udfordrende, at de gode drømme bliver til virkelighed – og at sange & kærlighed vil få lov at fylde